EN 343 og EN ISO 24232
Når arbejdet foregår udendørs i regn og vådt vejr, stiller det særlige krav til arbejdsbeklædningen. EN 343:2019 har i en årrække været den centrale europæiske standard for beskyttelsesbeklædning mod regn. Nu introduceres EN ISO 24232 som den nye internationale standard på området.
Publiceret d. 7. oktober 2026
Hvad er EN 343?
EN 343:2019 er en europæisk standard for beskyttelsesbeklædning mod regn. Standarden fastlægger krav og testmetoder for materialer, sømme og færdig beklædning og har fokus på at dokumentere beklædningens evne til at beskytte brugeren i vådt vejr.
To af de centrale egenskaber er modstand mod vandgennemtrængning og vanddampmodstand. De fortæller henholdsvis, hvor godt beklædningen beskytter mod vand udefra, og hvor stor modstand materialet yder mod transport af vanddamp indefra. Balancen mellem disse egenskaber er vigtig. Arbejdstøj skal kunne holde regnen ude, men ved fysisk aktivitet producerer kroppen samtidig varme og fugt.
Hvad betyder klassificeringen i EN 343?
Når du ser EN 343 på certificeret regntøj, angives forskellige præstationsniveauer sammen med piktogrammet. I EN 343:2019 anvendes fire klasser for både modstand mod vandgennemtrængning (vandtæthed) og vanddampmodstand (åndbarhed). Klasse 1 er det laveste præstationsniveau, mens klasse 4 er det højeste.
X: Modstand mod vandgennemtrængning (Vandtæthed)
// Klasse 1: Laveste niveau. Bedst egnet til let regn eller kort eksponering.
// Klasse 2: Velegnet til moderat regn eller kortvarige opgaver i våde omgivelser.
// Klasse 3: Ideelt til arbejde i kraftigt regnvejr.
// Klasse 4: Højeste niveau. Ydermaterialet skal efter de relevante forbehandlinger have en modstand mod vandgennemtrængning på mindst 20.000 Pa.
Ved klasse 2 og højere skal materialet forud for testen udsættes for flere former påvirkning, som skal simulere brug af beklædningen. Det kan blandt andet omfatte slid, gentagen bøjning og vask. Disse forbehandlinger har til formål at simulere den faktiske brug, hvor brugeren bevæger sig, vasker tøjet og udsætter det for eventuel skadelig forurening under brug.
Y: Vanddampmodstand (åndbarhed) også kaldet Ret. Her gælder, at jo lavere Ret-værdi, desto lettere kan vanddamp passere gennem materialet.
// Klasse 1: Ret > 40 m² Pa/W. Høj modstand og dermed det laveste niveau for transport af vanddamp.
// Klasse 2: 25 < Ret ≤ 40 m² Pa/W.
// Klasse 3: 15 < Ret ≤ 25 m² Pa/W.
// Klasse 4: Ret ≤ 15 m² Pa/W. Laveste modstand og dermed det højeste niveau for transport af vanddamp.
Hvorfor er EN 343 vigtig for professionelt regntøj?
Standarden giver et fælles grundlag for at vurdere og sammenligne beskyttelsesbeklædning/arbejdstøj mod regn. Det er relevant for professionelle, som arbejder udendørs inden for eks. byggeri, transport og landbrug, hvor regn og fugt kan være en naturlig del af arbejdsdagen. Certificeringen gør det muligt at vælge beklædning ud fra dokumenterede præstationsniveauer frem for udelukkende at basere valget på betegnelser som ’vandtæt’ eller ’åndbar’.
EN ISO 24232: Ny international standard for beskyttelse mod nedbør
EN 343 får nu en international efterfølger i form af ISO 24232, som i modsætning til den europæiske EN 343 er udviklet som en international ISO-standard. ISO 24232 omhandler beskyttelsesbeklædning mod nedbør og fastlægger krav og testmetoder for materialer og færdig beklædning. Standarden omfatter beskyttelse mod blandt andet regn, snefnug, tåge og jordfugt.
Hvad er forskellen på EN 343 og EN ISO 24232?
Grundlæggende viderefører EN ISO 24232 principperne fra EN 343:2019. Et vigtigt formål med revisionen har været at gøre formuleringerne mere præcise og opdatere referencer og testgrundlag. Kravene til blandt andet stofprøver er blevet præciseret, mens de grundlæggende krav og klassificeringer i vid udstrækning videreføres.
For brugeren vil klassificeringen derfor være genkendelig. Piktogrammet for beskyttelse mod nedbør videreføres, mens standardreferencen ændres fra EN 343 til EN ISO 24232. Den store ændring ligger således ikke i, at beskyttelsen mod regn vurderes efter et helt nyt princip, men i at området overgår fra en europæisk EN-standard til en international EN ISO-standard.
Hvornår erstatter EN ISO 24232 EN 343?
Det er vigtigt at skelne mellem, at en ny standard er publiceret, og at den er harmoniseret under EU-lovgivningen.
En harmoniseret standard er en europæisk standard, hvis reference er offentliggjort i EU-Tidende, OJEU. Harmoniserede standarder kan anvendes til at dokumentere formodning om overensstemmelse med de relevante væsentlige krav i EU-lovgivningen.
Overgangen fra EN 343:2019 til EN ISO 24232 sker derfor ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden. I en overgangsperiode kan virksomheder skulle forholde sig til både den eksisterende harmoniserede standard og den nye standard samt de datoer, der fastlægges for overgang og tilbagetrækning.
Hvad betyder EN ISO 24232 for fremtidens regntøj?
For professionelle brugere ændrer det grundlæggende behov sig ikke. Regntøj skal fortsat kunne beskytte effektivt mod nedbør og samtidig være egnet til den aktivitet og det arbejdsmiljø, hvor det anvendes.
For producenter betyder EN ISO 24232, at test, certificering og teknisk dokumentation fremover skal tilpasses den nye standard i takt med overgangen fra EN 343.
Det betyder samtidig også, at både EN 343 og EN ISO 24232 kan optræde på markedet i en overgangsperiode. Det betyder ikke nødvendigvis, at et produkt certificeret efter EN 343 er dårligere end et produkt certificeret efter den nye standard. Det afgørende er produktets konkrete klassificering og certificeringsgrundlag.
EN ISO 24232 viderefører dermed et velkendt princip: Professionelt regntøj skal ikke blot beskrives som vandtæt. Beskyttelsen skal kunne dokumenteres gennem definerede testmetoder og præstationskrav.